Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Rumænien: Middelklassen skrumper

Nicoleta er et ud af ni børn i familien Narita. Vi er i Rumænien, hvor middelklassen skrumper, og fattigdommen vokser.

Rumænien: Middelklassen skrumper

EUROPAS FATTIGE BLIVER FATTIGERE

I Rumænien skrumper middelklassen. Hvert femte menneske lever uden fattigdomsgrænsen. Her er vi hos familien Nariata med ni børn. Nicoleta forsøger at undgå at blive et kedelig tal i statistikken, som fortæller, at 40 procent aldrig lærer at læse ordentligt.

Se fotogalleri

Det vrimler med børn hjemme hos 12-årige Nicoleta Narita. I alt er de ni børn i en toværelses lejlighed. Og mor og far. Nicoleta bor i den vestlige del af Rumænien. Lige nu er der ret stille i lejligheden, selv om de fleste af børnene er hjemme. Det er som om, at de holder vejret, fordi der er kommet fremmede på besøg. Det gør der nemlig ikke særlig tit, fortæller Nicoleta.

”Vi bor simpelthen så grimt. Jeg har ikke lyst til, at der er nogen, der kommer på besøg og ser, hvordan jeg bor.”

Hendes far kommer ind i det rum, hvor Nicoleta sidder og fortæller. Der er ingen stikkontakt i rummet. Faren tager i stedet to ledninger, der hænger ud af væggen. Han sætter ledningerne sammen. Forbindelsen mellem ledningerne giver lys i pæren, der hænger i loftet. Lyset spreder sig ud i rummets hjørner. Nu kan man se de mange små tæpper, familien har forsøgt at dække betongulvet med. Der er ingen radiatorer, så den kolde snevinter uden for gør gulvet så koldt, at ens tæer krøller sig sammen i strømperne.

Nicoleta trækker fødderne op under sig i den sovesofa, som er foldet sammen lige nu, men som hun ellers deler med en håndfuld af sine søskende om natten.

”Når jeg skal lege, så går jeg enten uden for eller tager hen til nogen. Alle de andre har vægge, der er malet og rigtige møbler.”

 

Foto: Lene Vendelbo